Jeg har tegnet og koloreret så langt tilbage, jeg kan huske. Engang i 80’erne blev det til, at jeg begyndte udelukkende at lave akvareller. Kun i ferier. En hverdag som RUC-studerende (cand. mag i dansk og historie) og senere som skoleinspektør gjorde, at jeg brugte den koncentrationsevne, jeg har, til at passe de gøremål, jeg også gik op i. Det, at jeg var feriemaler, bevirkede, at jeg i 80’erne og 90’erne udelukkende malede billeder fra Norditalien og fra min ødegård i Skåne. Og jeg kunne ikke male andre steder (det havde den positive effekt, at familien jo så måtte til Norditalien hver sommer).

Jeg maler ret naturtro, og nogle siger, mine billeder ligner fotografier. Det er nu ikke tilstræbt. Når jeg finder et motiv, jeg har lyst til at male, er det altid, fordi jeg synes, at motivet kan lade akvarellens særtræk komme til udtryk: Lyse laveringer, mørke felter, transparens. Jeg går efter kontraster. Men ønsket om at gengive det hele, også små detaljer, gjorde mange af mine billeder meget pussenussede. Og det endte såmænd med, at jeg også selv syntes, det var kedeligt at sidde og male græsstrå og selv det mindste blad på nælden. Så jeg mistede lysten til at male engang midt i 90’erne. Og holdt så en lang pause, hvor jeg indimellem savnede det at koncentrere sig om at gengive og at se på verden med akvareløjne.

Da jeg var blevet pensioneret, besluttede jeg mig for at ville begynde igen. Eventuelt også at male på en anden måde og finde andre motiver. Jeg er 100% selvlært, men har dog fundet fif og gode råd i en stribe af bøger, mest engelske, om akvarelmaling. Jeg fandt så bøgerne frem fra gemmerne, men kom først rigtig i gang, da jeg sparkede mig selv af sted til Ærø en uge for et par år siden. Det var ikke et kursus i akvarelmaleri, og dem, jeg var sammen med, malede akryl. Men det var et kursus i landskabsmaleri, hvor Camilla West (som kun maler olie) meget inspirerende kunne sætte ord på, hvordan man kan se et motiv. Og så begyndte jeg at male igen. Og jeg kunne male motiver alle steder fra, også portrætter. Og metoden i forhold til det pussenussige var egentlig meget enkel: brug større pensler. På det sidste har jeg udvidet repertoiret ved også at male lidt akryl PÅ akvareller vel vidende, at så dør gennemsigtigheden. Jeg har et par gange også hentet inspiration ved at deltage i korte kursusforløb hos Mette Lorenzen på Kunstværket.

Mine motiver nu er enten natur tæt på eller landskaber med interesse for forgrunden og kontrast mellem forgrund og baggrund. Jeg kan godt lide, at der er vand på billedet, men arbejder fortsat med at blive bedre til at genvise bevægelserne i vand. Og så vil jeg også gerne male flere portrætter.

Skills Involved

Finn Gaunaa

Møllebakken 12

4000 Roskilde

finn@gaunaa.com